Rart at mærke, at der er nogen, som gerne vil hjælpe
Per
Det har givet mig mange ting at være med i det her forløb, både faktuelle, men også opmuntring til ikke at tage det så tungt og leve med det. Det er en rar følelse, at man kan mærke, at der er nogen, der gerne vil hjælpe en. Og det er virkelig godt at få de rigtige eksperter på det.
Jeg er blevet mere tryg
Lis, 62 år
Jeg er blevet beroliget af det her forløb. Jeg er blevet mindre bange for, at der pludselig sker noget. Jeg bevæger mig også mere frit, når jeg træner; jeg gør nogle af de øvelser, jeg kender, og så lytter jeg til min krop. Jeg er blevet mere tryg omkring min egen situation med osteoporose – og mere oplyst.
Jeg har fået svar på mine spørgsmål
Else, 80 år
Jeg føler mig meget privilegeret over, at der er nogen, der interesserer sig for den her del af ens liv. Jeg har fået stillet nogle spørgsmål, og så også fået svar på dem. Det er en stor fordel, at vi har kunnet diskutere frem og tilbage. Jeg synes også, det er rart at have fået nogle tal på, og vide, hvad man kan forvente sig af et forløb med osteoporose.